Caretech Innovation udstiller blandt digitale patienter og virtuelle obduktioner

Caretech Innovation deltog i Careware konferencen i Århus og præsenterede ”Døgnhofte projektet” på en stand i Ridehuset. Careware konferencen handlede om sundheds- og velfærdsteknologi.

 

De fremmødte kunne stifte bekendtskab med teknologi som: Den digitale patient, Virtuel obduktion, Det intelligente hjem, Øjen-, tunge- eller lydstyret computer og Cetreas iHospital. På Caretech Innovations stand udstiller ”Døgn hofteprojektet” sammen med et par andre projekter fra ”Centre for Pervasive Healthcare”; Datalogisk Institut; Aarhus Universitet.

 

Dagligstuen frem for hospitalsseng
”Døgnhofte projektet” har stillet deres prototype ”Health Gateway” op i en dagligstue, hvor de mange interesserede kan få et velfortjent hvil i de røde Wegner stole. På fjernsynet kan de prøve projektets telemedicinske løsning, der skal bringe hofte patienter hurtigere hjem efter deres hofte operation og støtte dem i deres genoptræning i hjemmet.
Læge Martin Vesterby deltager i ”Døgnhofte projektet”, og han er også mødt frem på konferencen. Han forlader standen et øjeblik for at se andre gode bud på, hvordan it kan støtte fremtidens sundhedsvæsen. Danmarks Radio fanger ham og får nogle udtalelser om potentialet i fremtidens sundhedsteknologi. Du kan se klippet fra DR Nyhederne her.
- Vi kan spare noget tid ved at få super avancerede scanningsbilleder gjort let forståelige for folk, der efterfølgende skal ind og operere. Operationerne bliver kortere, patienterne skal være kortere tid på sygehusene, og patienterne kommer hurtigere hjem til deres hjem og det liv, de havde før, udtaler Martin Vesterby blandt andet til DR Nyhederne.

 

Ældre blomstrer
Ved siden af ”Døgnhofte projektets” dagligstue demonstrerer Brugerdrevet Sundhedsinnovation én af deres prototyper. En blomst der lyser afhængigt af, hvor brugeren skal føre den hen under sin træning.
- Ideen med blomsten er, at den skal bruges til genoptræning af ældre efter indlæggelse. Vi har formet værktøjet som en blomst, fordi den ikke skal gemmes væk men passe ind i de ældres hjem. Men, måske ikke lige den her, smiler Erik Grönvall, der selv har formet bladene i dagens anledning.
Han er del af konsortiet ”Brugerdrevet Sundhedsinnovation”, der udvikler it og infrastruktur for at kigge på, hvordan man kan støtte ældre i at blive længere tid i eget hjem.
- Vi forsøger at videreføre ideen med Tamagotchi, hvor man skal passe på et kæledyr i plastik. Man kunne få udleveret en blomst, der var lidt brun i bladene i starten, men i takt med at træningen opretholdes, blomstrer den op i den ældres hjem. Så vil de gerne have den stående fremme og husker at passe på den – og allervigtigst: passe på dem selv, siger Erik Grönvall.


Sommerfugle i maven
HandiVision-projektet har udstillet en prototype fra delprojektet Sølund. Spillet er udviklet i samarbejde med brugerne, der er beboere og deres hjælpere fra Landsbyen Sølund.
- Der har været stor interesse i vores sommerfuglespil, og der er flere kørestolsbrugere, der allerede har været ovre og spille, siger Sven Borch Nielsen, Managing Director ved Personics. Han deltager i HandiVision-projektet med firmaet Amfitech i udviklingen af et spil, der skal understøtte kommunikation og interaktion mellem beboer på Sølund og deres hjælpere. Spillet kan styres ved bevægelser, lyd og billeder tilpasset den handicappede, der gør det nemt at interagere med. Spillet skal opstilles i Sølunds sanseunivers ”Snoezelhuset”, der netop er åbnet. Prototypen er på vej til installation i huset sidst på foråret.
- Desværre flyver det lige nu mere med trådløse net end med sommerfugle her i Ridehuset. Derfor har spillet ikke været i gang hele tiden. Men når det har, har jeg fået interessante henvendelser, smiler Sven Borch Nielsen.

 

 

Tilbage til nyhedsbrev


Careware konference
10. februar 2010 i ridehuset

Så langt øjet rækker er der dimser, dutter og gode ideer, der kører, lige er brudt ned eller er i test blandt nysgerrige fremmødte


Døgnhofteprojektet med deres prototype Health Gateway


Brugerdrevet Sundhedsinnovation demonstrerer deres prototype: en blomst der skal bruges til genoptræning af ældre efter indlæggelse.


Handivision-projektet viser her et sommerfuglespil til kørestolsbrugere